Kom på mini-kursus i den japanske reparations- og syteknik Sashiko, og bliv introduceret til teknikken, lær de forskellige overførselsmetoder at kende, og få indblik i hvordan du kan anvende teknikken til at reparere tøj.
Sashiko betyder “små sting” og teknikken er oprindeligt blevet anvendt til at forstærke materiale og forlænge levetiden på tøj.
Kurset er for ALLE niveauer
Mini-kurset forløber over tre aftener i efteråret, og vi vil arbejde ud fra forskellige temaer:
Dag 1: Sting og gitre. En introduktion til Sashiko-teknikken og aftegning af mønstre ud fra gitre.
Dag 2: Materialer og lysboks. Vi taler om materialevalg og afprøver overførsel af mønstre ved hjælp af lysboks.
Dag 3: Stencils og skabeloner. Vi afprøver fortrykte stencils og -metervarer, og tegner egne skabeloner.
Sideløbende med at vi hver gang afprøver overførselteknikker, vil vi arbejde på et projekt fra start til slut. Du kan medbringe et stykke tøj som kan repareres med Sashiko (til dette egner fast materiale sig bedst, f.eks. jeans uden stræk, en skjorte, en jakke i lærredsvævning), eller starte et lille projekt op ud fra idéer og materialer du finder på workshoppen.
Datoer: tirsdag 30. september, onsdag 29. oktober, onsdag 26. november 2025
Tid: kl. 19.00-21.00
Pris: 950kr. Inkluderet i prisen er materialer
Tilbage til Alle begivenheder